Dethleffs nyheder 2023

Nyheder fra Dethleffs

Dethleffs udvider Aero-serien med tre nye planløsninger, der alle har sænkeseng over rundsiddegruppen. Der er også nyt fra autocamperfronten.

Tekst redigeret af Torben Brandt

Dethleffs udvider til 2023-sæsonen sin rejsecampingvognsserie Aero med tre ekstra planløsninger, der får tilnavnet Up, fordi de alle har hæve-sænkeseng over rundsiddegruppen.

Sænkesengen låses op ved at trykke på to knapper i venstre og højre side, hvorpå sengen kan sænkes. Sengen måler 200 x 144 cm og har en 13 centimeter tyk 7-zoners koldskumsmadras af klimaregulerende materiale. Madrassen ligger på fjederlister.

Den mindste af de tre nye planløsninger er Aero up 460 KR, som har køjesenge indbygget på tværs i fronten og op til seks sovepladser, når rundsiddegruppen er ombygget. Det er muligt at tilkøbe en ekstra køje, så man får op til syv sovepladser.

I den 70 centimeter længere Aero up 530 KR skabes der et separat børnerum med køjesengene, der er indbygget på langs i forenden, og som har dinette overfor.

I Aero up 530 ER er der enkeltsenge, som er indbygget på langs i fronten, samt et stort køkken og fin opbevaringsplads.

Som standard i alle tre modeller har køkkenet tre gasblus samt et 137 liter stort køleskab med 15 liter frostboks, ligesom der er badeværelse med toilet og håndvask i alle modeller. Bruseudstyr fås efter ønske.

Det er muligt at tilkøbe en Touring-pakke, som omfatter en 70 centimeter bred panoramatagluge til at forbedre lysindfaldet, en Truma-vandvarmer til varmtvandsforsyningen samt luftbåren varme.

Priserne for den nye Aero up530 KR ligger på 251.000 kr., mens 530 ER koster 261.000 kr. Prisen for 460 KR er endnu ikke fastsat.

 

Opgraderet begynderserie

Dethleffs c’joy-serie sigter på det unge, prisbevidste publikum, og i denne serie opfriskes møbeloverfladerne, så de får en lys trædekor med tværgående tekstur, som får rummet til at virke større.

Polyestergarnet i polstringen fremstilles 100 % af genanvendte PET-flasker og skåner således miljøet. Alle c’joy-modeller udstyres fremover med et kompressorkøleskab, der kan køre på 12 volt under kørslen og landstrøm på campingpladsen.

Alle c’joy-modeller har en todelt indgangsdør, der giver mulighed for ekstra udluftning, og som samtidig forhindrer små børn og kæledyr i at forlade eller gå ind i campingvognen uden opsyn. Taget, fronten og bagenden i c’joy er fremstillet af GFK, der er glasfiberforstærket plastik.

I alle fem c’joy-modeller kan baderummet udstyres med en bruseniche, der fås som ekstraudstyr.

Dethleffs c’joy fås fra 156.000 kr.

 

Tre ekstra planløsninger

På autocampersiden kommer der tre ekstra planløsninger i Dethleffs Just Go, der har Ford Transit som basis, og som havde premiere i maj 2022. Dermed er der i alt seks forskellige planløsninger i serien, som er Dethleffs’ bud på en fornuftigt udstyret autocamper til en skarp pris.

 

Nyheder fra Dethleffs
Just Go autocamperne kører på Ford Transit.

 

De nye planløsninger er Just Go T 6615, den knap syv meter lange Just Go T 6905 og Just Go T 7055 EBL.

Just Go T 6615 er 6,69 meter lang og udstyret med to meter lange og højt placerede enkeltsenge i bagenden, hvilket skaber plads til klædeskabe samt en stor garage. Badet har drejevæg, som bidrager til at udnytte pladsen klogt i Just Go T 6615.

Når brusevæggen drejes ud, drejes håndvasken samtidig hen over toilettet og giver på den måde plads til en brusekabine med faste kunststofvægge. Køkkenet kan enten vælges med en stor køkkenbordplade og et 83 liter stort køleskab nedenunder eller med et højt placeret køleskab med et indhold på 137 liter.

I Just Go T 6905 er der fransk dobbeltseng i bagenden. Camperen i syvmetersklassen har en luftig siddegruppe samt et stort vinkelkøkken med fin opbevaringsplads, da køleskabet er anbragt forhøjet over for køkkenet. Dobbeltsengen, der er placeret på langs i bagenden, måler 200 x 135 cm. Et stort bad på langs med toilet og adskillelig brusekabine støder til i førersiden.

Just Go T 7055 EBL er 7,36 meter lang og kombinerer enkeltsenge i bagenden med et udvidet baderum. Forrest er der en siddegruppe med to siddebænke placeret på langs. Det store, fritstående bord i midten kan skubbes til side for at få lettere adgang til førerhuset.

Med alle tre nye planløsninger i Just Go kan der skabes ekstra sovepladser over siddegruppen med en sænkeseng, der fås som ekstraudstyr. Priserne for de nye planløsninger i Just Go begynder fra 739.000 kr

Image
DCU medlemskab collage

Danmarks største camping-fællesskab

Bliv medlem af Dansk Camping Union og få:

  • 30% rabat på DCUs 20 campingpladser
  • 15% rabat hos 90 DCU fordelspladser
  • Rabat på attraktioner i hele Danmark
  • Teknisk rådgivning
  • Rabat på service hos DCU Servicecentre
  • Magasinet Camping-fritid otte gange årligt

Bliv medlem her